
Springbræt til paradis
I foråret 2005 afsluttede Katrine Søes uddannelsen som markedsføringsøkonom fra Niels Brock. Kort tid efter pakkede hun kufferten og rejste til Honolulu for at læse videre på Hawaii Pacific University (HPU)
Af Birgit Rasmussen
På spørgsmålet om hvorfor hun lige valgte at studere på en fjerntliggende polynesisk ø, svarer Katrine Søes, at “Hawaii er jo Hawaii. Solen skinner stort set altid, og der er masser af muligheder for at svømme, snorkle, dykke og hike“.
Men det talte bestemt også med i overvejelserne, at HPU giver meget merit for markedsføringsøkonomer. For Katrine Søes betød det, at hun kunne gennemføre en Bachelor of Science in Business Administration på kun halvandet år. Jo kortere tid, jo billigere uddannelse. HPU er desuden forholdsvis billigt at studere på i forhold til mange andre udenlandske universiteter. Og endelig fremhæver Katrine Søes, at Niels Brock har et mangeårigt samarbejde med HPU, hvilket gør det forholdsvis nemt og ukompliceret at vælge dette universitet. HPU er for eksempel på listen over uddannelsessteder, hvor danske studerende kan få SU og uddannelsesstipendium med.
Efter knap to år i Oslo, hvor Katrine Søes arbejdede i en større IT-virksomhed, tog hun i august 2008 igen den lange vej over Atlanten og Stillehavet ud til Hawaii for at studere på universitetet, hvor hun i sommeren 2010 har færdiggjort en Master of Business Administration.
- Det amerikanske skolesystem er meget anderledes end det danske. Du får årskarakter, så du skal møde op til timerne og være aktiv. Med i den samlede karakter tæller også midterm eksamen og en eksamen i slutningen af semesteret, fortæller Katrine Søes, som synes, det er meget fair at blive bedømt på “det hele”.
På HPU har hun været vant til selv at planlægge sit skema. Med forholdsvis mange studerende, cirka 9000, udbydes fagene på flere forskellige tidspunkter i løbet af ugen, så de studerende kan planlægge at have timer formiddag, eftermiddag eller aften i et helt frit mix. Der er også mulighed for at have klasser i weekenden.
- Det er meget nemt at være her. De studerende kommer fra næsten hundrede forskellige nationer, og alle er interesserede i at få en omgangskreds og er meget åbne. Studiemiljøet er desuden meget aktivt med klubber for hver enkelt nation plus surfer-, yoga-, mad-, fodbold-, hiking- og rugbyklub for bare at nævne nogle få eksempler. Skolen giver økonomisk støtte til aktiviteterne, siger Katrine Søes, som i en periode var “president” for danskerklubben Danish Dynamite.
- Mit mål er paa nuværende tidspunkt at få et job inden for online marketing, search engine optimization og social media i en international virksomhed et sted i Europa. Paa længere sigt kunne jeg tænke mig at arbejde som konsulent eller starte eget konsulentfirma inden for online marketing, siger Katrine Søes.
Hun har været i praktik i marketingafdelingen paa Sheraton i Waikiki, hvor hun arbejdede med online marketing. På HPU kan man vælge at tage praktik et semester i stedet for et valgfag. Praktikken giver god erfaring, ser godt ud paa CV'et, og så har det været interessant at prøve at arbejde i en amerikansk virksomhed, synes Katrine Søes.
I forårs- og sommersemestret 2010 var der cirka 20 danskere på HPU.

Print