Niels Brock
Populære genveje
English

Stor interesse for Åbent Hus

Omkring 250 interesserede unge og deres forældre mødte op i Open Learning Center på JTP forleden, da Niels Brocks videregående uddannelser holdt Åbent Hus.

Trods de mange trappetrin op til 5.sal samt det kolde danske novembervejr blev Åbent Hus en stor succes. Mellem 225 og 250 glade unge og forældre troppede op for at høre mere om Niels Brocks brede tilbud af videregående uddannelser.

De videregående uddannelser var rigt repræsenteret, og der var stor aktivitet ved de mange borde,som hver repræsenterede forskellige studieretninger.
Særlig stor var interessen for finansøkonom og finansbachelor. De besøgende havde mulighed for at snakke med underviserer, elever, studievejledere samt kigge i det evt. kommende undervisningsmateriale. 

De potentielle elever fik også mulighed for at nyde en kop kaffe og et stykke kage i det nyåbnede Open Learning Center, der ligger på 5.sal på Julius Thomsens Plads, og som kan prale med at have en af byens bedste udsigter.

Tilfredsheden var stor blandt de besøgende. De to piger Christina og Louise fra Nørrebro læser begge statskundskab, men var meget interesserede i at starte på finansøkonomuddannelsen.
- Jeg læste om Åbent Hus på Niels Brocks hjemmeside og læste nærmere om uddannelserne. Jeg synes, finansøkonomen lød ret spændende, og jeg fortalte det til min veninde, som gerne ville med i dag, fortæller Christine.

Måske det ender med en ansøgning
Tilfredsheden hos de to piger var i den grad også synlig.
- Det var et godt arrangement! Der var ikke så proppet, lokalerne er lækre og indbydende, og vi kom hurtigt til og fik svar på det, vi gerne ville vide. Vi havde troet, der var et oplæg om de forskellige uddannelser, men eftersom der ikke var kæmpe køer, så spurgte vi bare lærerne og de studievejledere, der var, fortæller Louise.
- Udover det var det ret overskueligt, og informationerne, vi fik, var klare og nemme at forstå, tilføjer hun.
Da pigerne blev spurgt, om de mente, besøget ville føre til ansøgning svarede Louise,
- Jeg skal hjem og se en masse af materialet igennem og tænke lidt, men jeg fik et godt indtryk af studiet, så hvem ved måske det ender med, at jeg søger ind?”