Niels Brock
Populære genveje
English

Så blev Erhvervsakademiet Copenhagen Business indviet

Tirsdag den 17. november rullede vi den orange løber ud, og bød vore gæster inden for på Hotel – og Restaurantskolen for at fejre tilblivelsen af landets største erhvervsakademi, Erhvervsakademiet Copenhagen Business.

Gæsterne, deriblandt undervisningsministeren, Bertel Haarder, blev modtaget i døren af stolte og smilende studerende fra Erhvervsakademiet Copenhagen Business’ partnerskoler, Hotel- og Restaurantskolen, Niels Brock, Laborantskolen Nordsjælland og København Nord. 

Studerende og gode værter
De studerende var dagens værter og demonstrerede dagen igennem erhvervsakademiets mangfoldighed. En mangfoldighed som bl.a. udspringer af, at Erhvervsakademiet Copenhagen Business tilbyder sine studerende en bred vifte af praksisnære, erhvervsrettede og internationale uddannelser. De studerende tog hånd om gæsterne dagen igennem, serverede en overdådig international buffet, og gav et indblik i deres alsidige færdigheder på akademiets skoler.

Smagsprøver på færdighederne
Hver af Erhvervsakademiet Copenhagen Business’ partnerskoler havde en flot stand, hvor de studerende udfoldede deres talenter. Laborantskolen Nordsjælland fremviste flotte og farverige skimmelsvampe fra fødevarer. Niels Brock illustrerede sine internationale forbindelser på et verdenskort og gav mulighed for at gæsterne kunne udspørge udenlandske studerende om deres oplevelser, som udenlandske studerende i Danmark.  Hotel- og Restaurantskolen introducerede os til Marokkos verden inden for mad og vin, mens studerende fra København Nord demonstrerede deres færdigheder som multimediedesignere.

Ministeren og snoren
Bertel Haarder nød også de studerendes visualisering af Erhvervsakademiet Copenhagen Business’ mangfoldighed og nævnte bl.a. vigtigheden af uddannelser, der bringer studerende sammen på tværs af landegrænser, i sin indvielsestale. Derefter klippede han snoren og erklærede Erhvervsakademiet Copenhagen Business for indviet.