Kurset fik Alexandra tilbage i arbejde
Få kan føle sig sikre, når finanskrisen kradser. Den ene dag havde 40-årige Alexandra Nilsson en god stilling som auktionsmedarbejder, den næste var hun arbejdsløs.
- Det kom som en overraskelse for mig, og det var hårdt at stå uden arbejde i en tid, hvor de gode jobs ikke ligefrem hang på træerne, fortæller hun.
For Alexandra Nilsson var der ikke andet for end at finde et andet arbejde hurtigst muligt, men efter nogle uger uden held, besluttede hun sig for at gå nye veje.
- Jeg søgte ind på et projektstyrings kursus for ledige på Niels Brock, fordi jeg havde brug for at komme videre, lære noget nyt, og fordi jeg måtte styrke mit cv.
Og kurset var en succes, for kun kort tid efter at have modtaget sit kursusbevis, kunne en glad Alexandra skrive under på en ny ansættelseskontrakt som projektmedarbejder på Arkitektskolens bibliotek. Her fik hun brug for netop de nye kvalifikationer, som hun havde lært på kurset, og hun er ikke i tvivl om, at kurset var en stor medvirkende faktor til, at hun kom så hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.
- Der blev åbnet nye døre for mig, og jeg havde helt sikkert ikke kunne udføre jobbet så selvstændigt og godt, uden de redskaber og kompetencer, kurset gav mig, siger Alexandra Nilsson, som uden tøven vil tage endnu et kursus, hvis uheldet rammer, og hun bliver ledig igen.
- Man kan altid blive bedre og lære mere, siger hun

Print