Realkompetencevurdering på Akademi- og merkonomuddannelser (AU)

Realkompetencevurdering
Har du viden og erfaring, som du ikke har papir på? Og er du interesseret i en Merkonom/akademiuddannelse? Så er en realkompetencevurdering måske en mulighed for dig.
Hvis du er interesseret i at få vurderet dine realkompetencer i forhold til Niels Brocks Akademi- og Merkonomuddannelser, skal du gå frem som beskrevet nedenfor.
Hvad er realkompetencer?
Ved realkompetencer forstås en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer - uanset hvor og hvordan, de er opnået. Det betyder, at du også kan få anerkendt kompetencer, som du har opnået uden for det formelle uddannelsessystem – både fra arbejdslivet og fra fritidslivet. Det kan f.eks. være relevant erhvervserfaring, virksomhedsintern træning, aftenskolekurser, højskoleophold, foreningsarbejde, tillidshverv eller organisatorisk arbejde.
Hvad er realkompetencevurdering?
Realkompetencevurdering er en vurdering af dine samlede kompetencer i forhold til en given uddannelse eller et givet fagmodul. Realkompetencevurdering kan foretages af alle uddannelsesinstitutioner, som er godkendt til at udbyde den pågældende uddannelse. Hvis du får anerkendt dine realkompetencer, får du et realkompetencebevis.
En realkompetencevurdering tager altid udgangspunkt i de omhandlede uddannelsers og fagmodulers adgangskrav og uddannelsesmål. Hos Niels Brock kan du søge om realkom¬petencevurdering inden for Akademi- og Merkonomuddannelser.
Hvad kan du bruge en realkompetencevurdering til?
Du kan søge om at få anerkendt dine kompetencer i forhold til:
1. Adgangskrav til et eller flere fagmoduler på Akademi- og Merkonomuddannelser.
Du kan søge om at få vurderet, om dine realkompetencer kan sidestilles med adgangskravene til de(t) fagmodul(er), du ønsker optagelse på. Det gælder både krav om adgangsgivende uddannelse og kravet om mindst to års relevant erhvervserfaring.
Hvis dine realkompetencer anerkendes, får du et adgangsbevis
2. Et eller flere fagmodulers indhold og mål. Du kan søge om en vurdering af, hvorvidt dine realkompetencer svarer til et eller flere fagmoduler på Akademi- og Merkonomuddannelser.
Hvis dine realkompetencer anerkendes, får du et kompetencebevis, som svarer til et fagmodulbevis.
3. En hel uddannelses indhold og mål. Du kan søge om en vurdering af, hvorvidt dine realkompetencer svarer til en hel uddannelse. Hvis dette er tilfældet, får du et uddannelsesbevis.
Hvilke uddannelser kan du søge realkompetencevurdering til?
Hos Niels Brock kan du søge realkompetencevurdering inden for alle de Akademi- og Merkonomuddannelser profilforløb, som vi udbyder, dvs.:
- International handel og markedsføring
- Økonomi- og ressourcestyring
- Kommunikation og formidling
- Ledelse
- International Transport og logistik
- Retail
- Finansiel rådgivning
Hvordan skriver du en ansøgning?
For at få foretaget en realkomptencevurdering skal du i første omgang kontakte Studievejledningen for de kortere videregående uddannelser hos Niels Brock for en indledende afklaring af dine muligheder og vejledning omkring det videre forløb.
Hvis du fortsat er interesseret i at få foretaget en realkompetencevurdering, skal du fremsende en skriftlig og begrundet ansøgning til Niels Brock – Att: Studievejledningen for de kortere videregående uddannelser
I ansøgningen skal du gøre opmærksom på, hvilke(t) fagmodul(er), du søger vurdering i forhold til, og hvilket bevis du søger om - adgangsbevis, kompetencebevis eller uddannelsesbevis.
1. Adgangsbevis
Hvis du søger om adgangsbevis, er det vigtigt, at ansøgningen forholder sig til adgangskravene på de(n) fagmodul(er), du søger vurdering i forhold til.
2. Kompetencebevis
Hvis du søger om kompetencebevis(er), er det vigtigt, at ansøgningen forholder sig til uddannelsesmålene for de(t) fagmodul(er), du søger anerkendelse af.
3. Uddannelsesbevis
Hvis du søger om uddannelsesbevis, er det vigtigt, at ansøgningen forholder sig til uddannelsesmålende for den samlede uddannelse, du søger anerkendelse af.
I tillæg til et traditionelt CV skal du anvende et webbaseret hjælpeværktøj Min Kompetencemappe til at synliggøre og dokumentere dine realkompetencer. Hvis du vil dokumentere relevante kompetencer inden for folkeoplysning, foreningsarbejde eller frivilligt/socialt arbejde, skal du anvende tre hjemmesider, som er specielt udviklet til det formål.
Du skal også selv sørge for at fremskaffe og fremsende al relevant dokumentation for:
- Uddannelsesbaggrund – f.eks. delbeviser, beskrivelser af studieretning, valgmoduler, specialer, praktikperioder mm.
- Efteruddannelse – f.eks. dokumentation for kurser på højskole, daghøjskole eller aftenskole samt skole-/studieophold i udlandet.
- Erhvervserfaring - f.eks. dokumentation for internationale projekter og samarbejdsrelationer, dokumentations-, afrapporterings- og evalueringsopgaver, faglige oplæg, foredrag, artikler, publiceringer, forsøgs- og udviklingsarbejde.
- Erfaringer fra fritidsliv, foreningsliv og folkeoplysning – f.eks. dokumentation i form af aftaler, aktivitetsbeskrivelser mm. Du kan også dokumentere, hvilke funktioner, du har haft, f.eks. ledelsesfunktioner, koordinerende funktioner eller organisatorisk arbejde inden for frivilligt arbejde, foreningsarbejde, bestyrelsesarbejde, fritidsaktiviteter, folkeoplysning, tillidshverv samt udlandsophold.
Hvad koster en realkompetencevurdering?
Hvis du er kortuddannet er den gratis.
Hvis du har en videregående uddannelse, så koster en realkompetencevurdering kr.5.000 med tillæg, hvis der skal realkompetencevurderes til flere fagmoduler på Akademi- og merkonomuddannelserne.
Sådan får du vejledning
Udover den indledende samtale med studievejlederen, kan du til enhver tid kontakte studievejlederen, hvis du senere hen bliver i tvivl om, hvordan du skal skrive din ansøgning.
Hvem skal du sende ansøgningen til?
Du skal sende ansøgningen til:
Niels Brock
Nørre Voldgade 34
1358 Kbh K
Att.: Studievejledningen for de kortere videregående uddannelser
Hvordan bliver din ansøgning vurderet?
Når vi har vurderet din ansøgning og den medsendte dokumentation, får du et skriftligt og begrundet svar.
I en realkompetencevurdering kan der ske tre ting:
1. Du får anerkendt de realkompetencer, du har søgt om, og får enten et adgangsbevis, et kompetencebevis eller et uddannelsesbevis på grundlag af den ansøgning og dokumen¬tation, du har fremsendt.
2. Du får ikke umiddelbart anerkendt dine realkompetencer, men skal igennem et individuelt realkompetenceforløb.
3. Du får afslag på anerkendelse af de realkompetencer, du har søgt om.
Hvad er et individuelt realkompetencevurderingsforløb?
Tilrettelæggelsen af et individuelt realkompetenceforløb sker i et samarbejde med dig. Forløbet kan højst vare en uge.
I forløbet vil du få mulighed for yderligere at demonstrere og få vurderet dine kompetencer. Dine teoretiske og praktiske færdigheder vurderes af en faglig RKV-vejleder ved hjælp af metoder, der er tilpasset det fagmodul eller den uddannelse, der er grundlag for vurderingen. Det kan f.eks. dreje sig om interviews, tests eller opgaver med udgangspunkt i din praksis.
Du får resultatet af det individuelle realkompetenceforløb senest to uger efter forløbets afslutning.
Hvordan kan du klage, hvis du er utilfreds med en realkompetencevurdering?
Hvis du ikke er enig i den måde, som Niels Brock har håndteret sagen på, kan du sende en skriftlig klage til Niels Brock, hvor ledelsen vil tage stilling til klagens berettigelse. Hvis du ikke får medhold, er det muligt at påklage afgørelsen til Undervisningsministeriet.
Hvis du er uenig mht Niels Brock faglige vurdering, kan du senest 4 uger efter afslagets modtagelse sende en skriftlig og begrundet klage til Niels Brock, som skal være stilet til Kvalifikationsnævnet (et specielt klagenævn for afgørelser om anerkendelse af realkompetencer). Hvis Niels Brock fastholder sin afgørelse, videresender Niels Brock klagen til Kvalifikationsnævnet, som dernæst vurderer din klage og giver dig direkte besked om sin stillingtagen. Kvalifikationsnævnets afgørelse er endelig.

Print