Niels Brock
Populære genveje
English
Gymnasial Supplering

Direktøren går i 1.g

15-årige Simone Vogel fra Frederiksberg er en af de ambitiøse og kreative unge, som går og drømmer om at kunne skrive både direktør og 1.g’er på visitkortet. Det får hun måske muligheden for, når Niels Brocks nye satsning; Iværksættergymnasiet, slår dørene op og byder 30 af fremtidens erhvervsdrivende inden for til en anderledes gymnasieuddannelse. For Simone Vogel er drømmen klar: Hun vil ind på uddannelsen, skabe en virksomhed, som ingen andre har tænkt på før og se den vokse sig stor og succesfuld – jo hurtigere jo bedre

Det er de færreste 15-årige, der ved præcis, hvad de vil og går efter det med samme beslutsomhed som Simone Vogel. Hendes drømme er nok også lidt anderledes end de fleste 15-åriges. Hun drømmer nemlig om meget mere end fyre, Paradise Hotel eller et liv som popstjerne. Simone Vogels drøm er at stå i spidsen for sin helt egen vækstvirksomhed og så måske at få en fed firmabil.
- Jeg har brugt en masse energi og tanker på at finde ud af, hvad der skulle være "min egen ide" at starte firma på. Den ene af mine ideer til firma er inden for tøj, hvor jeg har en plan klar, men jeg har også en ide til et firma inden for medier, forklarer Simone Vogel og tilføjer med et grin:
- og så glæder jeg mig til at få en rigtig stor firmabil.

Hårdt arbejde venter

Men selvom hun drømmer stort, ved Simone Vogel godt, at der ikke bliver noget med store cigarer, privatchauffører og bonusordninger – lige med det første i hvert fald. På det nye Iværksættergymnasium er det i første omgang iderigdom, beslutsomhed og knaldhårdt arbejde, som skal sikre succesen. Den nye gymnasieuddannelse spænder over fire år, fordi eleverne skal drive en rigtig virksomhed, som de selv starter og styrer sideløbende med undervisning og lektier.

Skal være tid til fester og venner

Et helt ekstra år på skolebænken lyder ikke umiddelbart som noget, der ville tiltrække en 9. klasse-elever, men for Simone Vogel er det ekstra år faktisk et plus.
- Det passer mig perfekt, at der er fire år. Så der er mulighed for at bruge noget tid på firmaet i forløbet, uden at jeg føler, at jeg svigter skole eller lektier af den grund, siger hun.
Heller ikke tanken om at skulle balancere forretningsplan, markedsbeskrivelse, budgetter og finansiering med fester, venner, kærester og fodboldtræning afskrækker den unge direktør in spe.
- Udover 9. klasse arbejder jeg for tiden i min fars firma, jeg spiller fodbold og har bæltegrad i karate. Når jeg begynder at tjene penge i mit firma, behøver jeg ikke have fritidsarbejde længere, så jeg tror godt, at jeg kan nå det hele. Der skal også være tid til vennerne og til festerne, siger hun.

En fantastisk erfaring

Selvom Simone Vogel bestemt ikke har planer om at slå fejl, er det en af tankerne bag Iværksættergymnasiet, at der netop skal være plads til at slå fejl med virksomheden, uden store økonomiske omkostninger.
- Selvom de unge konkurrerer under realistiske og svære vilkår, betyder det, at det foregår på et gymnasium, at det giver dem en chance for at slå fejl og tage ved lære, uden at hele verden ramler sammen – det kan være en fantastisk erfaring, forklarer Anya Eskildsen, som er direktør på Niels Brock.
Simone Vogel er da også glad for, at uddannelsen giver plads til at tage chancer og til at fejle.
- Det betyder meget, at man ikke behøver være bange for at springe ud i det. Og det er også fedt, at det hele foregår i et kreativt miljø, hvor man måske kan få nye og spændende ideer, siger hun. 

Om Niels Brock

Niels Brock
Kultorvet 2, 1175 København K
Tlf: 33 41 91 00
Fax: 33 41 91 91
EAN-nr.: 5798000553484
CVR-nr. 60798419   
brock@brock.dk

Download brochurer om vores uddannelser