Tilmelding og kontakt
For at sikre at vores iværksættergymnasium er af den højeste kvalitet, skal alle ansøgere igennem en screeningsproces, hvor de bedste forretningsideer og mest modne elever bliver valgt ud.
Det er repræsentanter fra coach- og mentorprogrammet, repræsentanter fra Young Enterprise og skolens bestyrelse og ledelse, som står for at udvælge de bedste ansøgere.
De, der bliver optaget på Iværksættergymnasiet, er elever, som kan dokumentere, at de enten allerede er iværksættere og har grundlagt en virksomhed, eller viser, at de har ideer og planer, som viser potentiale for at udvikle sig til at blive iværksætter.
Krav til optagelse
Udover at du skal være erklæret egnet til gymnasiet, sker optagelse på Iværksættergymnasiet på grundlag af en individuel vurdering og eventuel samtale med dig, så vi kan være sikre på, at du har det potentiale og den modenhed, som uddannelsen kræver.
Step 1 (optagelse på gymnasiet):
Du skal søge optagelse via www.optagelse.dk . Det gør du på følgende måde:
• Vælg; ”Markedsorienterede studieretninger: Afsætning – Virksomhedsøkonomi” under hovedkategori.
• Når du har valgt den studieretning, kommer der en linje frem nedenfor, hvor der står, at du har valgt linjen Innovation. Du skal derfor skrive en bemærkning om, at det er det 4-årige Iværksættergymnasium, du ønsker at blive optaget på. Det gør du i feltet til forældres/værges bemærkninger,
• Vær opmærksom på, at du kun kan vælge ”fortsætter tysk” eller ”fransk” på denne linje.
• Vedlæg dine karakterer og en uddannelsesplan. I uddannelsesplanen skal du skrive, hvorfor du gerne vil optages på Iværksættergymnasiet. Du skal også beskrive din virksomhed eller din forretningsidé. Brug lidt tid på din uddannelsesplan, for udvalget bruger den nemlig til at vurdere, om du har potentiale og modenhed nok til at blive optaget på gymnasiet.
Step 2 (fortsæt efter 1. semester):
Når du er kommet ind og har afsluttet grundforløbet på 1. semester, er det et krav, at du har etableret en virksomhed eller præsenterer en forretningsidé, som er god nok til, at du kan fortsætte på uddannelsen. Din virksomhed bliver altså vurderet efter 1. semester og skal opfylde vores krav. Vi lægger især vægt på, om virksomhedsideen er ”professionel”, at produkterne er relevante og interessante for markedet, og at virksomheden hurtigt bliver økonomisk bæredygtige. Kort sagt stiller vi reelle, seriøse krav til din virksomhed.
Vi vurderer for eksempel din virksomhed ud fra følgende elementer:
• Baggrundsoplysninger (om købers data)
• Kort resumé af forretningsidéen/planen
• Idégrundlag
• Personlige ressourcer og mål
• Virksomhedens forretningsgrundlag
• Virksomhedens produkter og ydelser
• Markedsbeskrivelse
• Salg- og markedsføring
• Organisationsbeskrivelse
• Udviklingsmuligheder for og i virksomheden
• SWOT analyse
• Regnskabsdata og budgetter
• Finansiering
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til optagelsesproceduren via www.optagelse.dk, er du velkommen til at kontakte:
Ditte Kirstein på tlf. 33 41 92 99
Hvis du har spørgsmål til Iværksættergymnasiet, er du velkommen til at kontakte:
Projektleder Kathrine Heilesen på tlf. 23 21 46 49 eller khe@brock.dk
Studievejleder Anders Nipper på ape@brock.dk

Print