Uden idrætslinjen
havde jeg droppet skolen
Idrætslinjen på Niels Brock er så fleksibel, at Ali Shabib kan prioritere skolen og tennis på topplan – på samme tid.

Ali Shabib har ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Han er blandt de 4o dygtigste mandlige tennisspillere i Danmark, og hans mål er ikke til diskussion. Det er højt sat. Virkelig højt, ifølge ham selv.
- Det er at kunne leve af at spille tennis og blive blandt de 100 bedste i verden – og dermed også blive nummer 1 i Danmark!
Kæmpe fordel
Den 18-årige sportsmand og gymnasieelev træner syv til ni gange to timer om ugen. Ved siden af skolen. Og sine lektier. Dertil kommer udenlandske og hjemlige turneringer. Da han skulle vælge uddannelsessted, var valget oplagt, for på Niels Brocks idrætslinje kan han kombinere sin træning med en normal gymnasieuddannelse. Og ikke mindst på kun tre år mod Team Danmarks fireårige gymnasieuddannelse.
- Som sportsmand er det umuligt at tænke for meget på skole, så idrætslinjen har været en kæmpe fordel. For eksempel møder vi senere to gange om ugen, og lærerne har forståelse for, at jeg måske afleverer en opgave for sent på grund af en turnering. Så længe de bare er ordentligt orienteret, også fra min træner, siger Ali.
Først vendt tilbage senere
Netop den forstående holdning er meget vigtig for tennisspilleren.
- Hvis jeg ikke kunne kombinere sporten og skolen, så havde jeg droppet skolen og var først vendt tilbage senere, når sporten var prøvet ordentligt af. Og det ville jo være synd.
Han er i øvrigt glad for, at idrætslinjen kun tager tre år mod fire år under TeamDanmark.
- Så kan jeg hurtigere blive professionel! Et helt år før!
En positiv ”Mølner”
Faktisk er Ali en af de positive historier fra Mølnerparken på Nørrebro i København. Han er søn af en irakisk læge-far og en rumænsk mor, som i hans barneår opmuntrede ham til at dyrke sport.
- De var nok lidt bange for, at jeg skulle ende i noget lort og opmuntrede mig derfor til at få nogle andre interesser. Så jeg startede med gymnastik, men kedede mig. Så da min bror begyndte at spille tennis, hoppede jeg med, og siden har jeg nærmest trænet alt det, jeg kan, siger Ali med en stille afklarethed i stemmen.
Lært at styre temperamentet
Mens mange kun spiller for at vinde, er den indre psykologi omkring tennissen lige så vigtig for Ali Shabib. For eksempel dét at kunne vende situationen, hvis han under en kamp eller træning kommer ind i en dårlig periode. Så han kan gå derfra som vinder.
- Jeg har meget temperament, siger han og griner.
- Det har gået ud over mange mennesker og mig selv selvfølgelig. Aggressivitet kan ødelægge meget, men jeg er blevet god til at styre mit temperament, og i dag er det en af mine styrker, som jeg udover i sporten for eksempel også bruger i eksamenssituationer. Faktisk er jeg blevet god til at sige fra på en god måde, siger Ali, der bliver student til sommer, hvorefter han håber på at få et scholarship på et universitet i USA.
Alis lillebror har også tabt sit hjerte til tennis og overvejer p.t. at følge i sin brors fodspor på Niels Brocks idrætslinje.

Print