Det perfekte match
De er bedste venner på vand og på land. Sebastian og Joachim, der begge er elever på Niels Brocks idrætslinje, bruger det meste af deres fritid på sejlsporten Matchrace – en sport der både kræver råstyrke og taktik.
Sebastian på 18 år og Joachim på 16 er to travle drenge. Ved siden af skolen dyrker de nemlig sejllands på eliteniveau. De to drenge har været på samme båd i godt et år - her er Joachim den taktiske styrmand og Sebastian ham, der hiver sejlene op og ned, så den 4 ½ tons tunge sejlbåd kan komme hurtigt frem på vandet.
Og selvom bådens mandskab først lige har fundet hinanden, går det rigtig godt for den unge besætning på i alt fem mand, der lige nu ligger som nr. 38 ud af mere end 1850 hold.
Målet er en top 10-pladsering, da det giver adgang til Worldtouren, der som navnet antyder, er et mesterskab mellem de bedste sejlbåde fordelt på forskellige lande.
I forvejen er Joachim og Sebastian til stævner i både Sverige, Norge, Polen og Spanien.
- Rejserne er det fedeste, er både Sebastian og Joachim enige om, og det hjælper naturligvis også, at man har et godt sammenhold på holdet.
Og det må man sige, Joachim og Sebastian har. Faktisk tilbringer de det meste af deres tid sammen, både på hav og på land.
Ud over at de begge går på Niels Brocks Idrætslinje, bruger de det meste af deres fritid sammen, som selvfølgelig går på træning, men også på almindelig hygge foran fjernsynet, fysisk træning og diskussioner om skolen, sport, livet og fremtiden.
Sebastian har en drøm om at læse medicin eller idræt, og Joachim vil gerne arbejde med økonomi. Derfor har de valgt Niels Brock – Joachim hørte om Idrætslinjen via Sebastian, der e
r et år foran.
For begge drenge er dét at have en uddannelse ved siden af sporten nemlig vigtigt. Og når de så endda kan kombinere de to ting, er det optimalt.
-Det er vigtigt at beholde det faglige niveau, samtidig med man lægger tid i sin sport. Jeg uddanner mig for at holde mig i gang, for at lære og opnå ny viden. Jeg hader at være uden for en samtale, fordi jeg ikke ved, hvad folk snakker om, siger Sebastian
Og som Joachim stille tilføjer:
- kan drømmen om en sejlkarriere jo gå galt.
For det er de færreste, der kan leve af sejlsport. I modsætning til for eksempel fodbold er det en sport, der er rimelig stille omkring, og som mange ikke kender så meget til. Derfor er det svært at få sponsorerne med på vognen, og lige nu har drengene bl.a. rejseudgifter for cirka 20.000 om året.
De betyder, at de begge må arbejde ved siden af træningen – og skolen, hvilket kræver en del koordinering.
- Man skal havde lidt disciplin, hvis man skal nå det hele og være god til at prioritere sin tid, forklarer Joachim, og Sebastian tilføjer.
-Det kræver en del organisering, men heldigvis bruger vi virtuel undervisning rigtig meget, hvor vi for eksempel diskuterer i klassen over nettet. Så vi kan faktisk være ude til stævner, samtidig med, at vi passer vores skole.

Print

