Livet er andet end Facebook, Baresso og Paradis is. Og en erhvervsleder kan godt interessere sig for andet end bundlinjer. Det lærte ca. 200 af Niels Brocks elever, da de i sidste uge havde besøg af en mand med noget på hjerte.

Det kan godt være, det er hårdt at blive sat i en stol i et mørkt lokale for at høre på et to timer langt foredrag, men eleverne fra Kinalinjen, Eliten og IT-Medie vågnede hurtigt op, da direktøren fra tøjfirmaet Mascot i Vietnam, Thomas Bo Pedersen, holdt foredrag om eftervirkningerne af den skadelige gift, som amerikanerne sprøjtede på træerne under Vietnamkrigen - en mission der i dag går under navnet ”Agent Orange”. 

Uoverskuelige konsekvenser.
Niels Brocks åbnede i 2010 en afdeling i Vietnam, og derfor var det oplagt, at eleverne blev sat ind i de problemer, landet står overfor, nu hvor Thomas Bo Pedersen alligevel var et smut i Danmark.

Hans foredrag bestod først og fremmest af en række billeder af de familier, han havde besøgt i forbindelse med et oplysningsprojekt om ”Agent Orange”, og budskabet stod lysende klart. Vietnam, som han ellers kun har kærlige ord tilovers for, står over for en massiv udfordring.

Agent Orange
Det er snart 30 år siden, krigen i Vietnam sluttede, men følgevirkningerne hærger stadigvæk. Navnet er opstået på grund af de orangefarvede bånd om de tønder, den skadelige gift blev opbevaret i. Amerikanerne sprøjtede giften på træerne, så bladene faldt af og derved ikke kunne skjule vietnameserne, der ellers var mestre i at camouflere sig i Vietnams tætte jungle. Men de giftige stoffer, dioxiner, viste sig at være farlige for meget andet end bare planter, og har resulteret i omkring 400.000 menneskers død og millioner af eftertilfælde i form af kræft og andre sygdomme som f.eks. udslæt og ikke mindst underudviklede og stærkt udviklingshæmmede børn.

Amerikanerne fralægger sig ethvert ansvar, og de hårdt prøvede familier får kun minimal støtte og lever desuden i stor isolation, da resten af befolkningen er bange for dem.

Stof til eftertanke
Det var blandt andet historieklasserne fra IT-Medie, som var mødt op i den lille biograf. Inden foredraget var forventningerne ikke mange – mange var faktisk slet ikke klar over, hvad ”Agent Orange” er.

- Det er måske noget, han kalder sig, ham der holder foredraget, for at peppe det lidt op, forsøger Line fra 2.v sig. Ved siden af hende sidder veninden Emmie, der ser ud til, at hun mest regner med at få en god lur ud af de næste par timer.

Men Emmie fik ikke sovet, og nej, foredragsholderen kaldte sig ikke ”Agent Orange”.

Pigerne var vågnet betydeligt op efter lysbilledshowet. Og de mange billeder havde efterladt sig et stærkt indtryk.

- Det var virkelig forfærdeligt at se, jeg kan slet ikke forstå man ikke gør noget. De har mennesker har jo brug for hjælp, siger en stærkt oprevet Line og Emmie supplerer:

Det var ret tankevækkende. Man kommer til at tænke lidt mere over, hvor godt vi har det her i Danmark, og man har jo bare lyst til at hjælpe de her familier.

Sikkert er det, at pigerne aldrig kommer til at glemme, hvad ”Agent Orange” er. Men hvis det stod til Thomas Bo Pedersen, måtte den orange agent gerne snart være et overstået kapitel.

Intet er sket
Thomas Bo Pedersen har slået sine folder i Vietnam i rigtig mange år. Først som journalist, senere på Ambassaden og senest som direktør i Mascot, som står for Danmarks største eksport af arbejdstøj.

Hans arbejde går blandt andet ud på at få den danske fabrik i Vietnam til at køre optimalt, hvilket må siges at være lykkedes. På tre år er mængden af ansatte fordoblet, en ny fabrik er på vej, og Thomas Bo Pedersen har kun rosende ord over for det hårde arbejde, hans vietnamesiske ansatte lægger for dagen.

Foruden fabrikken er ”Agent Orange” blandt Thomas Bo Pedersens hjertebørn. Det var nemlig årsagen til, at han første gang kom til Vietnam som journalist for 27 år siden.

- Jeg skulle skrive en historie om ofrene og de katastrofale følger af giften. Det der gør mig mest ked af det, når jeg holder foredrag i dag er, at intet er ændret. Jeg kunne have holdt samme foredrag 27 år siden, bare med nogle andre eksempler. Det er simpelt hen for ringe, det kan man ikke være bekendt, siger han.

Thomas Bo Pedersen håber, at en konstant fokus på emnet og oplysning vil øge opmærksomheden omkring problemet og skaffe hjælp til ofrene. Forhåbentlig dør problemet med dem, så vietnameserne kan komme videre.