Skolen midt i byen

- Foto: Wonderful Copenhagen
Niels Brock – gymnasiet midt i midten
Når man er Danmarks største gymnasium, er det vel kun naturligt, at man ligger midt i Danmarks største by.
Der går kun fem minutter, fra du ankommer til Nørreport Station, til du sidder i dit klasseværelse på Niels Brock – 10 minutter, hvis du lige skal tjekke forretningerne ud på vejen eller købe en kaffe fra en af de mange cafeer og kaffebarer i nærheden. Skolen ligger i hjertet af København, og eleverne strømmer gerne til langvejs fra for at blive en del af hovedstadens summende liv.
- Jeg bor i Albertslund, og jeg ville bare ind til byen, butikkerne og kulturlivet. Jeg hungrede virkelig efter noget andet og nyt, siger Cecilie fra 1.h.
Shopping er godt købmandskab
De mange fede forretninger og cafeer lokker selvfølgelig de unge mennesker – for er der noget mere naturligt for en handelselev end at hjælpe de lokale forretninger til et solidt overskud?
- Jeg ville ikke være andre steder end i byen. Men selvfølgelig frister butikkerne, så det er nok en fordel at tjene lidt penge ved siden af studiet, siger Anil, fra 1.l, og Kamilla fra 1.h er helt enig:
- Jeg er storforbruger af Baresso. Jeg kommer der virkelig meget og køber mig fattig i kaffe, griner hun.
Netværk i byen
Og København tilbyder ikke bare en masse fede tilbud og shoppingmuligheder. Byen danner også ramme om en masse fælles oplevelser, hvor klassekammerater kan mødes, og venskaber knyttes.
- Byen er jo super fed. Det jo her, folk har deres netværk. I hvert fald får de det hurtigt, forsikrer Rino fra 3.j.

Print