Niels Brock
Populære genveje
English
Gymnasial Supplering

Rejsebrev fra Madrid

Et lille rejsebrev fra Madrid

I dagene fra den 15. marts til og med den 22. marts rejste ca. 50 elever og fem lærere/ledere på én uges studietur til Madrid. Begge de 2 klasser, 1L og 1M, kommer fra 1.år på vores spanskprofil, så det var jo oplagt at tage en tur til Spaniens hovedstad, Madrid.

Med det samme var vi heldige. Vi forlod det kolde Danmark og kom ned til det varme Madrid. Mellem 20 og 26 grader alle dage vi var der. I forlængelse af dette må vi indrømme, at den meget smukke by Madrid præsenterer sig ekstra fornemt, når det er et flot og varmt sommervejr.

I denne uge var der rig lejlighed for eleverne til at komme i den rigtige spanske stemning. Der var arrangeret besøg på de to meget berømte museer; Prado og Reina Sofia. Her kunne vores elever se billeder af en række af verdens mest kendte kunstnere.

Desuden var eleverne på en yderst interessant byvandring igennem en del af Madrid, hvor der bl.a. var mange flotte haver, bygningsværker og boulevarder.

For de fodboldinteresserede var det især besøget og rundvisningen på ”Bernabeu”; hjemmebane for den kongelige fodboldklub Real Madrid meget interessant. Et imponerede stadion med plads til 80.000 siddende tilskuere. Ved rundvisningen blev vi flere gange mindet om – udover de mange pokaler – de danske fodboldspillere, som har spillet for klubben; herunder i særdeleshed Michael Laudrup.

Der var også en tur til Toledo; Den tidligere kongeby, der er kendt som tolerancens by, idet tre religioner i gennem mange år boede dør og dør uden nogen som helst problemer. Her blev specielt lærerne begejstret for den meget dejlige marcipan, der produceres i Toledo.

Vi fik selvfølgelig også shoppet og rig lejlighed til at smage på de spanske specialiteter i form af bl.a. tapas, tortillas og det særlige sparsomme morgenmåltid, som eleverne aldrig rigtig vænnede sig til.

Undervejs fik vi god hjælp udi det spansk sprog af Raquel, som guidede os igennem de største sproglige udfordringer. Dejligt at have en spanier på lærerholdet.

Matti – matematiklærer – stod for fotograferingen og tog billeder hele tiden.
Vi andre forsøgte at holde styr på de mange elever og alt det praktiske, der er forbundet med studieturen.

Desværre var vi en smule uheldige både på turen ud og i særdeles på turen hjem, idet vi var fem timer forsinket. Så det var en samling godt trætte danske Brock-elever, der kunne sige farvel til hinanden i Kastrup sent om aftenen søndag den 22. marts.

På vegne af lærergruppen
Peter