Sundhedsservicesekretær i praktik i Sydspanien
De blomstrende appelsintræer konkurrerede med julepynten, og fuglene sang om kap med Jingle Bells, da sundhedsservicesekretær-uddannelsen sendte den første elev på praktik ophold i udlandet.
Sundhedsservicesekretær-uddannelsen er en meget populær kort erhvervs-uddannelse på Niels Brock. Vi får i hvert fald rigtig mange ansøgninger til de halvårlige optagelsesfrister. På grund af adgangsbegrænsning kan vi desværre ikke optage alle kvalificerede ansøgere, men vi optager dog ca. 24 elever to gange om året.
Når uddannelsen er så populær, tror vi, det er fordi, den er kort (hovedforløbet varer kun 13 mdr.), den appellerer til kvinder i alle aldre, der gerne vil arbejde indenfor sundhedssektoren, og ikke mindst fordi der indgår to længerevarende praktikforløb i uddannelsen, hvor eleverne er ude på hospitaler og mange forskellige klinikker og praksisfællesskaber indenfor sundhedssektoren. Niels Brock har nu haft uddannelsen i 6 år og vi har ført 13 hold op til eksamen.
I efteråret 2010 har vi for første gang haft en elev i praktik i udlandet. Det er vi vældig stolte af, og vi ved jo, at både skolen og Undervisningsministeriet gerne ser flere elever i praktik udenfor Danmark. Vores elev var i virksomhedsforlagt undervisning (vfu), som det officielt hedder, på genoptræningshospitalet Montebello ved Malaga i Sydspanien. Opholdet var delt mellem Frederikssund Hospital, som administrerer at sende 30 patienter til genoptræning på Montebello hver lørdag året rundt (- også juledag og nytårsdag, hvis de falder på en lørdag!). Efter at være blevet sat ind i de mange administrative procedurer og Region H’s it-system ’GS Åben’ på Frederikssund Hospital fulgte vores elev et hold patienter og fløj med dem til Spanien en lørdag i november. Vejret kan sagtens være strålende i november og december, så nogle buske blomstrede om kap med den glimtende overdådige julepynt, der hænger side om side med palmetræer og appelsintræer med frugter på!
På Montebello, hvor både det spanske og danske flag vejrer side om side ved indkørslen, taler alle behandlere, dvs. læger, sygeplejersker, fysioterapeuter osv., og det administrative personale dansk. Enkelte er tosprogede, fordi de har boet i Spanien i flere år, og kun køkken- og rengøringspersonale er primært spaniere.
Det har været et fagligt meget udbytterigt vfu-ophold for vores elev, hvor der har været travlhed og nye udfordringer hver eneste dag på sekretariatet, hvor patienter skal ind- og udskrives og sættes i individuelle behandlinger i et væk. Når hun så havde fri midt på eftermiddagen, kunne hun gå hen på én af de små cafeer og få den skønneste og billigste kop ’cafe con leche’ og nyde udsigten ud over Middelhavet i det fjerne.
Samarbejdet og opholdet er nu ved at bliver evalueret, og vi håber, at vi også fremover kan få elever i virksomhedsforlagt undervisning på Montebello eller på andre ”sundhedsvirksomheder” udenfor Danmark. Vi har tidligere haft følere ude for et ophold i Tyrkiet, som én af vores elever med tyrkisk familiebaggrund arbejdede på.

Print