Ikke to dage er ens
Hun skal lige hurtigt tage en blodprøve – så har hun tid. Telefonen ringer - lige to sekunder. Der skal svares på spørgsmål og klares tidsbestillinger. Nu har hun tid – sådan da. En læge har brug for hendes hjælp til en undersøgelse, men hun har vist ti minutter
Jeanette Lund Andersen har rigtig meget at se til på denne helt almindelige tirsdag i en gynækologisk klinik i Hvidovre – og hun elsker det!
Savnede udfordringer
Den 34-årige tidligere sosu-assistent har arbejdet på den gynækologiske klinik siden januar 2010. Tidligere arbejdede hun med psykisk syge, men hun drømte om mere.
- Jeg var glad for mit tidligere job. Men jeg savnede nye udfordringer, og så indebar jobbet mange tunge løft op og ned af trapper, og min fysik kunne simpelt hen ikke holde til det, fortæller Jeanette, der derfor gik og puslede med tanken om at blive lægesekretær. Men det blev ved tanken, for uddannelsen virkede simpelt hen til at være for hård og tidskrævende, når man er mor til tre børn, fortæller hun.
Læste om uddannelsen i avisen
Det blev en tilfældig avisartikel, der ledte Jeanette Lund Andersen på sporet af drømmeuddannelsen.
- Jeg var temmelig lost mht. hvad jeg ville med mit liv, men så læste jeg en artikel i Søndagsavisen om Niels Brocks uddannelse og tænke bare, det er lige mig. Kort efter startede jeg.
Dog måtte hun kort efter skolestart konstatere, at man heller ikke kommer sovende til en uddannelse som sundhedssekretær.
- Det var hårdt, og jeg havde rigtig svært ved mange af fagene. Men jeg var samtidig ikke i tvivl om, at det var det, jeg gerne ville, så jeg sagde til mig selv, ”nu tager du dig sammen og gennemfører denne her uddannelse”, og det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund siden, siger Jeanette Lund Andersen, der kun havde en enkelt fraværsdag på et år.
Det betaler sig at hænge i
Og det er det engagement, Jeanette Lund Andersen har at takke for sin nuværende arbejdssituation.
- Fagene har helt klart klædt mig på til det her arbejde, jeg har kunnet bruge det hele – fra anatomi til erhvervsøkonomi. Når man kommer ud i praksis, går det hele op i en højere enhed, fortæller Jeanette Lund Andersen, der desværre er nødt til at slutte interviewet, så hun kan komme tilbage til arbejdet.

Print