Når studieturen bliver til it-undervisning
En studietur til Bruxelles inspirerede en gruppe studerende på Offentlig Administrations-linjen på Niels Brock til en alternativ undervisningsform i alt sådan noget med computere og internet.
Eleverne besluttede sig nemlig for at lave en blog om EU, hvor de undervejs på studieturen skrev om de spørgsmål og problemstillinger, de diskuterede og forsøgte at besvare i løbet af tiden i Bruxelles.
Hvorfor vil ingen lege med Tyrkiet?
På bloggen kan man således følge, hvordan de studerende gennem hele studieturen jagter på svaret, hvorfor ingen EU tilsyneladende vil lege med Tyrkiet? Den første dag kommer de studerende med deres egne bud, men i løbet af ugen opdaterer de bloggen med al den nye viden, de får.
Her skriver de om en snak med et medlem af Team Europa, der gav de studerende nye vinkler på emnet. Og efter et foredrag om det at arbejde i Europa-Parlamentet med de to danske medlemmer, Jens Rohde (V) og Ole Christensen (S), benytter de studerende sig også af chancen til at spørge de to politikere direkte, om de synes, Tyrkiet skal optages i EU?
Videoklip og rejsetip
Men det er ikke kun debatter og politikersnak, der fylder bloggen. De studerende brugte således også siden som en slags åbent virtuelt postkort, hvor de - næsten live - fortalte om stemningen på turen.
Her kan man for eksempel læse en hitliste over de bedste ting ved byen Bruxelles (som uden at afsløre for meget kredser sig meget om mad...) Og i små videoer kan man også følge store og små oplevelser på turen, når de studerende på bedste Ulla Terkelsen-vis giver den som videoreportere.
Bloggen bruges i undervisningen
De studerendes underviser Hans Cajus Pedersen fortæller, at eleverne synes, at det var sjovt og lærerigt at arbejde med bloggen. Det var en anderledes måde at arbejde med it-redskaberne, og de nye ”the flip”-kameraer var meget enkle at arbejde med.
I det hele taget virkede eleverne begejstrede for opgaven. Eneste såkaldte klage fra de studerendes side var, ”at jeg da godt kunne have fortalt dem, at jeg ville bruge bloggen fremover til de nye klasser, der skal på studietur,” fortæller Hans Cajus Pedersen.
Men det er nu altså ikke kun fremtidige elever på Offentlig Administrations-linjen, der kan få glæde af de unges studieturs-blog – alle andre kan også læse med her:
http://euogstudietur.blogspot.com/
</><//><//b>

Print