Det spiller for en stilet tøs
Chelina, Tina, Julie og Melanie er Niels Brocks nye itgirls. I hvert fald styrer de for vildt i deres nye reklamefilm – en girly version af Frank Fresh’ ”Brock, Brock” musikvideo.
De får lange blikke fra unge mænd, der nyder fredagssolen i Kongens Have. Og hvorfor skulle de ikke det? De er jo fire skønne sild med flagrende hår, god tøjstil og ben i næsen.
Man behøver nemlig ikke gå med kæder, hættetrøje og kasket for at rappe på beatet. De fire HGu-chicks smider gerne en Louis-taske over skulderen, sætter håret og lægger deres makeup, inden de nupper den gule limo til skolen. De er nemlig piger med stort P – og klar på en udfordring.
- Vi ville da vise, at pæne piger som os også kan lave den slags. Og så mener vi også, at vi kunne være god reklame for pigede piger, der overvejer at søge ind på Niels Brock, fortæller Chelina.
Udfordringen
Det var under en projektuge, at pigerne havde fået til opgave et lave en reklamefilm for Niels Brock. De havde set Fresh’ video på Youtube, og syntes den var fantastisk. Derfor valgte de at gå linen ud og give Fresh’ et feminint touch.
- Teksten budskab passer jo perfekt til en reklamefilm: Vi vælger selv, og hvis vi hænger i, kan vi blive lige det, vi vil. Vi skulle bare ændre teksten et par steder og putte et par pigeord ind, så var den hjemme, siger Tina.
Men så enkelt var det nu heller ikke. Pigerne havde tre dage til at omskrive, filme, rappe og redigere – noget de helt selv stod for.
Melanie, der er gruppens tekniker, kom altså på hård prøve, for det er ikke nemt at klippe en film sammen baseret på 117 småklip - på iPhonen!
- Jeg sad hele natten og kæmpede med den. Der går jo sport i det, og vi er alle sammen enormt perfektionistiske. Jeg kan da også sagtens finde ting, der kunne blive bedre, men vi er rigtig stolte af den, fortæller hun.
Grund til at være stolt
Heldigvis gav det hårde arbejde pote. Pigerne vandt for projektugens bedste film og er nu indstillet til efterårets store Brock-filmkonkurrence, hvor vinderne bliver afsløret til Megafesten.
Indtil da må de væbne sig med tålmodighed og nyde godt at den interesse, der er blevet skabt omkring dem.
- Drengene sidder og spiller den i klassen, og der kommer også folk, vi ikke kender, der synes den er fed. Det er altså ret sjovt, siger Chelina, der sammen med sine ”homies” er enige om, at de gerne tager udfordringen op igen en anden gang.

Print


