Niels Brock
Populære genveje
English

Studerende på forhindringsbanen

Der blev brugt skumfiduser, pasta og fysiske udfordringer i stedet for klassisk tavleundervisning, da andet års HG-eleverne på salgsakademiet i uge 43 lærte om ledelse og samarbejde.

”Du er fyret!”
Det almindelige skoleskema blev sat på pause, da 60-70 andet års HG-elever på Niels Brock prøvede kræfter med alternativ undervisning i en tværfaglig uge om ledelse og samarbejde.

Ugen startede med en teoretisk gennemgang af forskellige ledelsesformer, hvor de studerende efterfølgende i små rollespilsøvelser skulle sidde på begge sider af direktørens bord.

Eleverne prøvede blandt andet, hvordan det er som chef at fyre en ansat. De skrev jobansøgninger, og så oplevede de, hvordan det er at skulle ansætte nyt personale.

”På den måde kan man sige, at vi prøvede at være i både chefens sko og den ansattes sko,” fortæller 18-årige Maksim Alyokhin, der selv blev lidt klogere på det at lave ansøgninger:

”Det var godt, fordi jeg fik set det fra en anden synsvinkel, og jeg lærte noget teori om, hvad jeg kan gøre for at skille mig ud i en ansøgning.”

Sjov og ballade-dag
Midt på ugen blev de studerendes samarbejdsevner testet ude i blandede grupper, hvor de på tid skulle løse forskellige opgaver. Eksempelvis gjaldt det om at bygge det højeste tårn ud af lange, tørre spagettier og skumfiduser.

”Det var en rigtig sjov og ballade-dag. Alle opgaverne var nogen, hvor man skulle bruge hovedet, tænke kreativt og samarbejde,” siger Fie Andersen, hvis gruppe da også kan prale med, at de byggede det højeste spagetti-tårn (på hele 84 centimeter!):

”Jeg havde en rigtig god gruppe, men selvfølgelig var det også en udfordring. Vi skulle lære at kende hinandens grænser, hvem man kan diskutere med, og hvem der gad være med i stedet for at sidde over i hjørnet.”

Styrkeprøve over hegnet
Om torsdagen tog alle eleverne, lærerne og den stivbenede uddannelseschef ud til Svanemølle Kaserne med det formål at gennemføre en vaskeægte militær forhindringsbane.

”Det var den bedste dag,” lyder det fra Maksim Alyokhin: ”Det var lige sådan noget, jeg godt kan lide at lave. Jeg synes ikke, det var så meget om samarbejde, men man skulle selvfølgelig tænke på de andre i gruppen og huske de svageste.”

At turen gennem baner, hvor man blandt andet skal kravle i sand, kæmpe sig op fra en dyb voldgrav og bestige diverse hegn, var en udfordring, bekræfter Fie Andersen:

”En pige fra min klasse måtte første opgive at kravle over høj stig. Men da hun så prøvede anden gang, klarede hun den. På den måde var der flere, der fik afprøvet deres grænser.”

Afslutning med slumretæppe
Ugen sluttede med, at eleverne blev opfordret til at tage tæpper, puder og slik i skole, hvor lærerne viste billeder og video fra ugens forløb.

”Og vi så filmen ”Fluernes Herre” om unge drenge, der bliver efterladt alene på en ø. Bortset fra den var fucked up filmen, så var den meget god. Der kunne man se, hvordan det går, hvis der ikke er en leder,” griner Fie Andersen.

”Alt i alt var det meget fede øvelser. Det er kedeligt at læse i en bog, så vil jeg hellere handling og afprøve ting i praksis og lære at tænke impulsivt,” lyder dommen fra Maksim Alyokhin over den alternative undervisningsuge. Og Fie Andersen er enig:

”Det var fedt at have fridage fra afleveringer og bøger og læsning, så tænker man ikke så meget over, at man går i skole. Det er også meget rart, at det ikke kun ens egen klasse. Det er en anden måde at skabe sammenhold på årgangen.”

En procesevaluering af ugen foretaget af adjunkt Ivan Frogaard i samarbejde med Anne Jessen og Søren Nielsen, viser, at 96 procent af eleverne anbefaler, at man laver en tilsvarende uge igen næste år for de kommende andet års elever.

På spørgsmålet om, hvorvidt ugens forløb har været lærerigt opnås gennemsnittet 3,8 på en 5 trins skala.