Praktikopholdet i virksomheden
Mål:
Finansøkonomens praktik har en central betydning for uddannelsens professionsrettede og praksisnære karakter og bidrager til, at de studerende udvikler professionel kompetence.
Praktikopholdet har til formål at sætte den studerende i stand til at anvende studiets metoder og redskaber gennem en konkret, praktisk opgaveløsning i en given finansiel virksomhed i Danmark eller i udlandet.
Den studerende skal have viden om:
- at indsamle viden i forbindelse med at udføre opgaver i virksomheden
- at erhverve knowhow om den finansielle sektor
- at iagttage forbindelsen mellem det teoretiske niveau og det praksisnære i specialet
Den studerende skal have færdighed i:
- at vurdere den indsamlede videns relevans og pålidelighed
- at skelne mellem fakta, teori, kilders udtalelser og egne synspunkter
- at demonstrere en evne til opstilling af løsningsalternativer med relation til praksis
- at kunne vælge mellem forskellige løsningsalternativer ud fra et grundlag tæt på praksis
Den studerende skal have kompetence i:
- at udvise en selvstændig, kritisk og reflekterende stillingtagen til praktiske faglige forhold
Praktikopholdets indhold
Den studerende skal ud fra en teoretisk og praktisk synsvinkel arbejde med en problemstilling formuleret af virksomheden, den studerende og skolens vejleder.
Virksomheden og den studerende skal i samarbejde aftale et forløb, der giver den studerende tid og informationer nok til at kunne arbejde med den valgte problemstilling, således at den studerende kan erhverve sig viden nok til at udarbejde den skriftlige rapport og gennemføre den mundtlige eksamen. Samtidig skal der som en naturlig del af studieopholdet være tid til, at den studerende får et godt kendskab til virksomhedens arbejdsgange og karakteristika.
Virksomheden aftaler med den studerende, om perioden i virksomheden skal afsluttes med en rapport eller f.eks. en mundtlig fremlæggelse af de emner, problemstillinger og eventuelle konklusioner, som studieopholdet har ført frem til. Anden afrapportering kan også aftales.
Praktikopholdets tidsmæssige afvikling
Der er 2 praktikperioder. Enten jan – marts eller juni - november
I hver periode skal der placeres 3 måneders praktik. I praktikperioden gennemføres et kursus af 1-5 dages varighed for de studerende. Under opholdet arbejder den studerende med den valgte problemstilling i samarbejde med virksomhedens kontaktperson og skolens vejleder. I slutningen af perioden afholdes den mundtlige eksamen.

Print