
Alternative praktikforløb
Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne tager typisk mellem 2 og 3½ år. Et særligt kendetegn for uddannelserne er, at de kobler teori med praktisk undervisning, praktik i virksomheder, institutioner og lignende. Praktikforløbet skaber således læring for både den studerende og din virksomhed.
Nedenfor finder I fleksible veje til praktik i offentlige og private virksomheder på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne:
Model 1 - Arbejdspladspraktik
Det mest almindelige og mest kendte praktikforløb er kendetegnet ved, at de studerende i en bestemt periode sidder i virksomheden og deltager i praktikstedets dagligdag. Den studerende er ofte på sidste del af sin uddannelse og har dermed opnået et solidt teoretisk fundament, som vil kunne danne grundlag for et godt fagligt samarbejde. Når den studerende først har praktikken sidst i uddannelses-forløbet, fungerer praktikken også som en direkte udslusning til arbejdsmarkedet, og du får mulighed for at stifte bekendtskab med en eventuel fremtidig medarbejder.
Model 2 - Projektorienteret praktik
Et projektforløb, hvor din virksomhed samarbejder med en eller flere studerende om løsningen af en konkret opgave, som I definerer i fællesskab. Med denne model er der ikke lagt op til, at de studerende nødvendigvis skal være fysisk tilstede i virksomheden hver dag. Derimod kan samarbejdet foregå i form af løbende møder og briefing over mailen. Du kan nyde godt af fordelene ved at have flere studerende og i vinklingen af en problematik, kan du have flere fagområder repræsenteret. Flere øjne kan bidrage mere konstruktivt til opgaveløsning.
Model 3 - Delt praktik mellem 2 virksomheder
Denne model lægger op til, at to praktiksteder samarbejder om at oprette et praktikforløb for en eller flere studerende. Det kan fx være en idé, hvis der er to virksomheder, der begge har interesse i at skabe større kendskab til deres branche og har en egnet praktikopgave. Eller hvis én virksomhed kan levere en case , og en anden virksomhed kan levere en specifik know how. Sammen med en anden virksomhed deles I om kontakten til og ansvaret for de studerende.
Model 4 - Praktik i det virtuelle rum
Den virtuelle praktik er kendetegnet ved, at den inddrager de digitale medier som hovedformidlingsværktøj. Den studerende kommunikerer via email og får sine opgaver tilsendt elektronisk, og/eller der afholdes videokonferencer. Denne form for praktik sikrer din virksomhed en fleksibilitet i samarbejdet og giver mulighed for mobilitet, uden at den studerende skal rejse verden rundt. Modellen åbner således op for muligheden for at samarbejde med virksomheder i andre lande, fx datterselskaber eller samarbejdspartnere. De studerende er vant til de digitale medier og mestrer i stor stil denne kommunikationsform.
Model 5 - Iværksætterpraktik
Iværksættermodellen lægger op til, at den studerende indgår på individuel basis i samarbejde med en iværksættervirksomhed, hvor målet er at få iværksættererfaring eller afprøve innovative ideer. Din virksomhed er i sin spæde start; du kæmper med at få gennemført dine mange projekter, oparbejde netværksrelationer og få ordrer i hus. Du kan få hjælp til nye innovative ideér og den studerende ser med åbent sind på koblingen mellem teori og praksis.

Print